Jeg gik hen til den offentlige flodbaad, som jeg selv synes jeg har faaet ret godt styr paa. Saa til Wat Arun. Imponerende med alt det porcelaen. Saa flot, ogsaa var der jo mulighden for at komme op, naesten paa toppen, og jeg taenkte, at jeg jo ikke havde faaet dagens motion, saa igang. Trinnene var meget hoeje for mine korte ben, men det gik, og op kom jeg. og kunne nu se ud over floden over til Grand Palace og over Bangkok. Og sikke en forskel, der er paa byen, ved at komme over paa den anden side af floden, umiddelbart mere ro og mere rent. Luften er i hvert fald anderledes.
Efter at have nydt udsigten, gik jeg rundt og kiggede paa resten af Wat Arun, og jeg gik ind i selve waten, for at se. Jeg kunne nemlig hoere en munk messe, og se at folk gik derind. Indenfor sad en munk og oenskede folk lykke. Jeg taenkte, at dette kunne da ikke vaere et daarligt oenske, saa jeg gik derover, og satte mig paa passende vise foran ham, da det var min tur.
Jeg fik en boen specielt til mig, medens han rystede vand over mig med hans ris, og derefter fik jeg to armbaand, jeg skulle beholde paa, og et til lommen.
Derefter gik jegover til Grand Palace, eller det vil sige, krydsede floden foerst. Her moedte jeg en del gadesaelgere og en masse hjemloese. Maerkeligt at se folk, der bare sidder aebenlyst og sniffer lim. Selvfoelgelig ikke alle. Grand Palace er flot udefra og sikkert ogsaa inde, men der var saa mange turister i grupper med deres guider, at det var ulideligt. Jeg kiggede lidt, tog nogle billeder og saa smaragdbuddhaen, der faktisk er af jade. Men den fik navnet, fordi ham, der fandt den oprindeligt troede det var smaragder.
Jeg ville lige se lidt paa stedet, hvor der gives gaver til Buddha. Koeerne fik vand haeldt over sig. og der blev sat bladguld paa Buddhaen. Jeg stod og kiggede paa bladguldet og spurgte en thailandsk kvinde hvordan man gjorde. Inden ejg fik set mig om, viste hun mig, hvordan jeg satte det paa. Jeg taenkte at nu var jeg nok vadet lige ind i en af turistfaelderne. Hun spurgte, hvad jeg skulle og viste mig at hun arbejde paa Grand Palace. Hun havde et af de kort alle gik rundt med. Lidt svaert at forstaa hende, da hun ikke snakkede saerlig godt engelsk. Naa men jeg fik sat bladguld paa. Saa spurgte hun mig om hun skulle vise mig lidt rundt, og det takkede jeg ja til, specielt hvis det betoed at komme lidt vaek fra de andre turister. Hun fortalte, at hun ogsaa var overrasket over hvor mange der var.
Vi saa paa lidt forskellige ting, og hun fortalte og der var en vaabensamlig, som var rigtig flot. Men jeg havde faaet nok, og ville gerne ud. Kanya, som hun hedder, fulgte mig ud, og spurgte hvad jeg skulle nu. Jeg fortalte at jeg bare skulle hjem. Hun sagde at det var hendes fridag, og at hun var alene, saa hun ville gerne vise mig parken i naerhden. Det takkede jeg ja til, men var selvfoelgelig opmaerksom paa om det var et nummer.
Hun virkede meget trovaerdig, og jeg havde fortalt at jeg skulle paa markeder, og det synes hun ikke jeg skulle alene, saa hun synes vi skulle finde et sted at spise, hun kendte til stederne. og derefter nyde parken. Saa ville hun tage med paa marked.
Foerst fik vi noget traditionelt thaimad, ikke for staerkt, for det havde hun soerget for. Derefter en frugt, jeg ikke husker navnet paa, men det var den der havde pigge, inden den blev skraellet. Derefter i parken.
Saa gik vi rundt og kiggede paa gademarkederne. Vi forsoegte at snakke sammen, men det var svaert. Saa tog vi paa khaosan Road. Og her skal jeg da lige love for at der er handel, med alt. Jeg fik koebt et par ting, et par busker, oereringe og et usb stik, samt et par solbriller. Dem havde jeg glemt hjemme.
Derefter fulgte hun mig til faergen og jeg var traet, saa jeg sad bare og snakkede med en dansk mand, der havde rejst meget i hele verden. Hyggeligt og spaendende.
Dagen i dag er gaaet med at slappe af, pakke, proeve kjole, og endelig hente den. Den er blet flot synes jeg. Og koeb af et par raekker perler. Ogsaa hen til massage igen. 1,5 times massage var lige til at holde ud. Og i aften tager vi afsted til Maesot.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar